Hvem ved bedst!

Jeg har brugt rigtig meget tid for ”mig selv”. Ja – rent faktisk har jeg brugt det meste af 1 år. Jeg havde brug for roen og stilheden – den mentale stilhed, og den kan man godt finde midt inde i byen. Jeg gik lange ture rundt om søerne, og jeg sad på “min” bænk ved søerne og læste masser af romaner. Stieg Larsson og Lisa Marklund og krimigenren var nyopdagelser for mig. Jeg opdagede, at jeg blev bedre og bedre til at være nærværende og åben for verden omkring mig. Det betød, at jeg begyndte at lægge mærke til skiftet i træernes farve, og jeg vidste, hvornår kastanjerne var klar til at blive samle op, og hvornår ænderne havde fået ællinger. Det betød også, at jeg kom i snak med en masse mennesker, mens jeg sad på “min” bænk. Jeg har haft mange gode snakke med mennesker, jeg ikke kender, men som jeg er kommet i snak med, mens jeg sad på ”min bænk”. Sidst, men ikke mindst, har jeg været rigtig meget sammen med mine børn. Vi har gået ture eller siddet på en bænk ved søerne og lavet lektier og haft lange snakke om livet som teenager og så har vi bagt muffins. Så mange at min søn mener, at han har fået muffins nok for resten af sit liv. 
Jeg har til gengæld skullet kæmpe med omgivelsernes reaktion.

Der var rigtig mange, der mente, at jeg måtte se at komme i gang med at søge job, fordi jeg ikke bare kunne gå og lave det, der for dem så ud til at være ingenting, men som for mig har være den platform, der skulle til for at jeg kunne komme videre. Jeg ved godt, at det var deres egen usikkerhed, som de projicerede over på mig, men det gjorde det ikke mindre irriterende. Jeg har arbejdet som leder rigtig mange år, og der havde mine omgivelser tillid til, at jeg traf de ”rigtige” beslutninger. Nu hvor jeg traf en beslutning om mit eget liv, reagerede mine omgivelser med skepsis. En sjov oplevelse.

Jeg er nu i gang med at arbejde igen, men mit nærvær og min åbenhed er stadig vigtig for mig at kunne bevare, så min hverdag rummer fortsat små huller, hvor jeg kan gå en tur eller læse en bog i ro og fred.

Jeg var så privilegeret, at jeg havde mulighed for at bruge et år på at blive mere nærværende og bevidst om mig selv og den verden, jeg lever i, og hvordan jeg gerne vil leve mit liv.

Det er ikke alle, der har den mulighed eller det ønske, men vi har alle mulighed for at udnytte de små frirum, der er eller som kan skabes i de fleste menneskers hverdag. 
Vi har også alle sammen mulighed for at støtte vores familie, venner og kollegaer i de beslutninger de træffer i deres liv. Vi behøver ikke at være enige, men vi bør være åbne og lytte til og vise forståelse for, at de fleste mennesker – med få undtagelser – har en meget god fornemmelse for, hvad der er bedst for dem selv.